Fra byggeprojekt til færdigt universitetshospital – Nyt OUH

 Glisholmvej 2A, 5260 Odense S   6. juni 2018 
 kl. 15:30 - 18:30

Regionsrådet i Region Syddanmark har vedtaget, at der skal opføres et nyt universitetshospital – betegnet Nyt OUH – i Odense. Opførelsen af kvalitetsfondsprojektet Nyt OUH syd for Syddansk Universitet frem for renovering af den eksisterende bygningsmasse på Odense Universitetshospital midt i Odense udgør en unik mulighed for skabe et universitetshospital, som kan levere højt specialiseret behandling til patienter i regionen og tiltrække patienter fra store dele af Danmark samt fra udlandet. Et nyt universitetshospital vil samtidig gøre det muligt at fastholde og udvikle hospitalet, således at det fortsat vil gøre sig gældende nationalt såvel som internationalt.

Vi kommer på besøg hos Nyt OUH-projektet i det sydøstlige Odense og hører om planlægning, udbud og anlæg af Region Syddanmarks nye universitetshospital på ca. 250.000 kvadratmeter.

Med opførelsen af et Nyt OUH ønskes der etableret en meget fleksibel og elastisk bygningsmasse (mulighed for udvidelser over tid). Dette betyder blandt andet, at der ikke opstår fysiske hindringer ved eksempelvis omlægning fra stationær til ambulant aktivitet. Det forventes ligeledes, at nybygning af hospitalet medfører, at driften effektiviseres væsentligt blandt andet på grund af en bedre logistik, ny teknologi og nye og mere effektive arbejdsgange. 

Et afgørende element i planlægningen og udviklingen af Nyt OUH er med afsæt i visionen at skabe gode og sammenhængende forløb for patienterne. Opførelsen af Nyt OUH er derfor en enestående mulighed for at lade hensynet til patienterne og ”de gode patientforløb” være et af fundamenterne for dimensionering og indretning af fremtidens sygehus. Det forventes, at effektive og sammenhængende patientforløb også vil bidrage væsentligt til en mere effektiv og rationel drift af sygehuset.

Samtidig med opførelsen af Nyt OUH etablerer Bygningsstyrelsen et nyt sundhedsvidenskabeligt fakultet ved Syddansk Universitet (SUND), som bliver det fysiske bindeled mellem de to videnstunge institutioner. Den bygningsmæssige nærhed mellem et af landets store universitetshospitaler og et komplet multifakultært universitet, er unikt både for Danmark og i international sammenhæng. Det giver optimale betingelser for samarbejdet mellem de to institutioner om forskning, udvikling og uddannelse.  

Program

  • 15:15-15:30  Ankomst 
  • 15:30 Velkommen v. projektdirektør Torben Hedegaard Jensen og Carsten Rosendal
  • 15:40 Præsentation af byggeprojektet Nyt OUH v. Torben Hedegaard Jensen
  • 16:40 Spørgsmål og svar 
  • 17:00 Besigtigelse af byggepladsen oppe fra tagterrassen på projektbygningen
  • 17:30 Spisning + evt. spørgsmål fortsat
  • 18:30 Arrangementet slutter

Praktiske oplysninger

Tilmelding senest onsdag den 30. maj kl. 12.00.

Deltagelse er gratis.

Sidste frist for afbud er mandag den 4. juni, kl. 12.00. Ved senere afbud og ved udeblivelse opkræves et no-show-gebyr på 150 kr. + moms. Det er ikke muligt at blive fritaget for dette no show gebyr uanset anledning til afbud og fravær.

Deltagerbegrænsning på 60 personer (OBS! dette er mindre end i det trykte program!)

Kørselsvejledning til projektkontoret på Glisholmvej 2A, 5260 Odense S: http://www.nytouh.dk/service/hvem-bygger/kontakt

OBS! Der kan være skiltet med omveje i forhold til det givne link. Man skal ikke bruge sin GPS – hvis den viser noget, er det helt sikkert ikke det rigtige sted.

Der er begrænsede p-pladser ved projektbygningen. Det bliver muligvis nødvendigt at parkere lidt længere væk langs tilkørselsvejen, så kom i god tid.

Bemærk ang. navneskilte: Vi beder venligst om, at man inden besøgets start tager sit navneskilt, så antallet af fremmødte kan registreres.

Del arrangementet

Se alle arrangementer


Dette arrangement er allerede afholdt og du kan blot læse om, hvad du er gået glip af.